At være med far på arbejde indebar ikke kun smørrebrød og tur på broen. Der var også et kort ophold i Warnemünde Havn inden turen gik hjem til trygheden i Danmark igen.
Det var under den kolde krig og hele havneområdet var spærret af med høje hegn, hvor der var pigtråd for oven.
Der gik maskingevær-bevæbnede marinesoldater langs kajen og der var et højt overvågningstårn, hvor der stod vagter bag store kikkerter.
Min far fortalte at der en gang var en mand, der prøvede at flygte hen over hegnet, men han blev skudt ned og lå der i flere dage – velsagtens til skræk og advarsel for andre, der måtte få de ideer!
Grå og brune nuancer – sådan var Øst-tyskland. Javel, de havde spændende TV-programmer, men virkeligheden var fannerme grim.
Under indsejlingen så jeg altid mennesker stå og vinke inde fra det lukkede land – det startede helt ude for enden af en mole og længere inde lå der det grimmeste beton-byggeri, hvor der også altid var nogen der vinkede fra et vindue.
Som om de skulle vise at de var her endnu og at vi ikke måtte glemme dem. Og jeg vinkede tilbage – altid – hele vejen – og se: jeg har jo stadig ikke glemt dem!
Jeg kan også stadig se den ældre gut, der sendte landgangsbroen over til færgens landgang, for mig. En lille mand uden et smil i ansigtet, tykke sorte briller, en kasket og en grå/brun kittel på. Han hilste med et stramt nik til matrosen på den anden side og så var der ikke mere at komme efter dér. Han havde soldaternes øjne i nakken og han skulle sikkert passe gevaldigt på ikke at virke for interesseret i kontakt.
Ørkesløshed.
Det var en barsk tid jeg voksede op i.
Truslen fra Øst var i dén grad til stede og vi lå som de første, hvis landene i Warszawapagten skulle få lyst til at udvide territoriet mod vest.
