Har sagt ja til at passe svigerindens hus, der er beliggende nogle kilometer fra en færgehavn og har allerede brugt et par fantastiske dage sammen med yndlingsmanden på denne matrikel.
Tykke bøger læses, the hældes ned i spandevis og udenfor pisker en iskold storm.
De tilstedeværende rejser sig kun af aller-yderste nødvendighed fra de dybe lænestole og det er kun for at foretage sig absolut basale ting, der ikke kan udføres siddende i dybet.
En af de handlinger, der hører under kategorien "aller-yderste nødvendighed" er: påfyldning af brænde på fyret, der grundet stormen fortærer LOKA-briketter lige så hurtigt og voldsomt som et sultent ammebarn, der lige er lagt til sin mors bryst. Dette afstedkommer at undertegnede med rimeligt korte intervaller må opløfte sig fra siddende til lodret for at bevæge sig i retning af fyret for at give fyret dét, som fyret ustandseligt kræver for at opretholde den fornødne varme i bebyggelsen.
Undrer mig i det stille over at jeg hører tuden fra en færge hver gang jeg rejser mig fra den gamle magelige stol under mine regelmæssige bevægelser fra stol mod dør. Skæver på køkkenuret hver gang for at finde ud af om det er en færge, der er på vej ind eller ud af havnen og siger til sidst til yndlingsmanden - efter jeg har bemærket dette tudende fænomen mange gange - "Gad vide om det er tåget siden færgerne tuder så ofte".
Yndlingsmanden kigger, en anelse åndsfraværende, på mig, flået ud af det univers han ellers lige havde befundet sig i igennem mange sider.
"Er det dét der lyder sådan?" ..... Jeg aner skepsis i hans stemmeføring og må vise min absolutte suverænitet på dette område og svarer: "Jeg er jo vokset op med den tuden, jeg VED hvordan det lyder!!!"
Kæresten føler sig dog ikke synderligt besejret efter denne min udmelding - efter hans ansigtsudtryk at dømme - og dykker uden videre ned i sit eget univers igen.
Jeg sætter mig, læser videre, og efter et stykke tid er det atter tid til at fodre fyret og idét jeg løfter legemet hører jeg denne tuden endnu en gang. Jeg sætter mig og rejser mig igen og ..... HOV: endnu en tuden i det fjerne. For at blive sikker i min sag placerer jeg liiiiige min popo i stolen en gang til - for blot at rejse mig fluks og dér ..... lige dér lyder en tudende færge igen! Inden der er gået et split-sekund har jeg væltet mig ud over sammenbruddets rand - i krampelatter.
Yndlingsmanden kigger atter undrende og lettere forvirret på mig - sikkert overvejende om jeg har brug for en indlæggelse på røde papirer.
I min hysteriske tilstand fremstammer jeg årsagen til denne min tilstand: den regelmæssige tuden fra havnen var ikke en regelmæssig tuden fra havnen, men blot en løs lænestolsfjeder, der utilfreds gav sig hver gang jeg rejste mig.
