Lille-Tappers datter

I Gedser florerede øgenavnene. Det var ikke kun blandt min far og hans kolleger på færgerne det foregik, men vist sådan lidt i hele byen.

Jeg husker nu bedst nogle af min far og hans kollegers navne.

Der var for eksempel: Den hundred-årige og den tusind-årige, som begge havde oplevet så meget at de måtte have levet i mindst så mange år.
Lille-Tapper, fordi han var oplært af Tapper, hvis navn jeg ikke kender oprindelsen på.
Lange-Arne, som selvfølgelig ragede højt op over alle andre.
Sølvræven - på grund af sin grå manke som han vist allerede havde pådraget sig som ung.
Sorte-Poul havde det flotteste sorte hår og Skive-Hans, nå, ja ... han kom fra Skive.

Som barn kunne man ikke regne med at der var nogen, der vidste hvad man hed. Man var som regel bare kendt som XX´s datter eller YY´s søn.

Og det var ikke kun i barndommen man var kendt under sin fars øgenavn.

Mange, mange år efter min barndom sad jeg ude i foyer´en på Nykøbing F. sygehus og læste i et blad. En ældre mand, som viste sig at være en af min fars gamle kolleger, henvendte sig til mig og spurgte: Undskyld, men er du ikke Lille-Tappers datter?

Dertil kunne jeg jo kun nikke og svare: Jo ... det er jeg.

Jeg vil for altid være Lille-Tappers datter fra Gedser.

Til Irma

Jeg var næsten 19, da vi sammen begyndte på børnehavepædagog-uddannelsen.

Det var i starten af 80´erne.

Her mødte jeg dig, Irma.

Irma fra Vordingborg.

Du var et-par-og-fyrre.

Man kunne se at dit liv ind til nu, havde været hårdt.

Hærget så du ud, men var en sød og venlig person.

Du ville så gerne videre i dit liv, og nu havde du fået chancen.

Vi talte ikke meget sammen.

Jeg var så ung, og et helt andet sted i mit liv: politisk aktiv, levede mit liv på møder og kurser. Festede igennem og gik igennem studiet med venstre hånd.

Du, Irma, stoppede inden for det første semester.

Et par år senere mødtes jeg med gamle studiekammerater.

Dér fik jeg at vide at du var død.

Du havde hængt dig.

Ikke lang tid efter du var stoppet på studiet.

Det rørte mig dybt.

At stoppe havde blot været et af mange nederlag igennem dit liv.

Det er næsten 30 år siden nu.

Mon nogen stadig sender dig en tanke, Irma – husker dig?

Du skal vide at du gennem årene har krydset mine tanker.

Du gjorde indtryk.

Derfor skriver jeg disse ord.

Fortæller om den lille bitte bid jeg nåede at se.

Af noget af dét, der var dig.

Du var her ikke forgæves, Irma.

Du var her ikke forgæves.

Kridt og håndbold

Jeg begyndte at spille håndbold, da jeg var 7 år.

SIF, hed den lokale klub og vi holdt til på Gedser Stadion, der ligger gemt i udkanten af byen.

Den gang – og i hvert fald ikke i Gedser – var der ikke noget med trendy håndboldsko- eller tøj-mærker.

Man kom som man var og spillede i hvide lærredsgummisko og så var den skid slået.

Når skoene begyndte at tage farve af græs og jord, kunne man købe kridt-farve, som man så smurte på skoene og, vupti, så så de straks lidt pænere ud.

Ud over selv at bruge stadion når jeg var til træning, så var jeg også nogle gange med den ene af mine storebrødre deroppe. 

Han havde en tjans med at kridte bane op. Jeg elskede at være med. 

Så rendte jeg ved siden af ham og fjollede, mens han gik med den lille vogn, som der var kridt i, og genopfriskede fodboldbanens streger.

Flere år senere begyndte jeg til håndbold inde i Nykøbing - og her fik jeg et kultur-chok! 

Jeg mødte op med et par ny-indkøbte, hvide lærredsgummi-sko og de andre havde ”rigtige” håndboldsko og dragter på.

Hummel var det store hit den gang og jeg blev godt nok grint af og tisket om af mine nye klub-”kammerater” i NFH. Ret hurtigt fik jeg dog anskaffet nogle mere velegnede sko, men aldrig det ”rigtige” mærke, for det havde vi ikke råd til i min familie.

At jeg klarede 2 år i den klub fatter jeg egentlig ikke. Jeg må virkelig ha holdt af sporten for sådan en flok hyæner (inklusive træneren) skal man fandme lede længe efter og jeg kom (heldigvis) aldrig ind i det sociale liv, der blev anført/styret af Lilli og Britt, der virkelig forstod kunsten at holde folk uden for.

Det er siden dén gang, jeg har haft det virkelig svært i sammenhænge, hvor udelukkende hunkønsvæsener er forsamlet på ét sted.

Sommerfugle-hækken

Skråt ovre på den anden side af vejen, boede fisker-Anders og hans familie.

Deres have var omkranset af en høj hæk, der tiltrak masser af sommerfugle hver sommer.

Derfor var det også derovre at jeg gik på sommerfugle-fangst, bevæbnet med et glas med låg med til-lejligheden-borede huller. Så fangede jeg admiral-, kål-, og citronsommerfugle. Det var mor, der lærte mig navnene på dem.

Jeg elskede duften af den hæk – det var som at indsnuse ren og skær lykke, når man stod dér på en varm sommerdag, spejdende efter sommerfugle.

Jeg spurgte aldrig nogen om, hvad den slags hæk hed. Jeg kaldte den slet og ret bare for ”sommerfugle-hæk” og det fortsatte jeg med, lige indtil jeg mange mange år senere købte et hus med en have til.

En dag, da jeg skulle vise min mor noget ude i haven, ramte den vidunderlige duft mine næsebor.

Jeg fortalte hende at den duft igennem hele mit liv - hver evig eneste gang jeg havde mødt den - havde bragt mig tilbage til mine sommerfugle-stunder i Gedser.

Selv om min mor den dag lærte mig – i en alder af cirka 37 år - at hækkens rette navn var liguster, så ændrede det ikke en tøddel.

Den vil for altid hedde en sommerfugle-hæk og minde mig om lykkelige tider for et lille udkantsbarn bevæbnet med syltetøjsglas med hullet låg.

Når far var med på stranden

På trods af at min far havde været sømand siden han var helt ung, så var han alligevel et af de mest generte og blufærdige mennesker jeg nogensinde har mødt. I hvert fald over for os børn.

Det var for eksempel et show uden lige, når far var med på stranden og skulle skifte badetøj. Så blev håndklædet snurret tæt og stramt rundt om livet, så han enten kunne ta badebukserne på eller - endnu sjovere - ta de våde og klistrende-til-underkroppen badebukser af, uden at hvermand (og især os børn) kunne se hvordan gud havde skabt ham.

Så stod far dér, i det ujævne sandlandskab, og forsøgte at skjule sine nedre regioner for omverdenen og altimens han som en anden Don Quijote udkæmpede dette slag mod sin egen mølle, bestred min mor rollen som Sancho Panza, der som hans tro væbner stod ham bi og forsøgte at dæmpe os ungers interesse for hans forehavende.

Det siger vel sig selv, at han oftest endte med at tiltrække sig  mere opmærksomhed med denne manøvre end oprindeligt tiltænkt. I hvert fald fra os unger, der ivrigt, grinende og kommenterende fulgte slagets gang i håb om, at hans kamp mod blufærdigheden ville falde uheldigt ud!

Moster Ketty og onkel Karl

Min far havde en moster, der hed Ketty. Hun var gift med Karl Wilhelm og de boede i Glostrup. Deres 2 børn var ældre end mig og jeg husker dem kun perifært.

Moster Ketty og onkel Karl havde sommerhus lige nord for Gedser - i Gedesby.

Vi kom af og til på besøg dér. Ja, det endte faktisk med, at min mor og far på et tidspunkt købte den sommerhusgrund, der lå lige op til deres.

Når vi var på besøg hos dem blev der serveret Sinalco-sodavand og kaffe. Jeg fik altid sukker og fløde i kaffen og det var tilladt at dyppe de obligatoriske vaniljekranse i den. Så det gjorde jeg!

Bakke-mad tror jeg vi kaldte det.

En gang havde jeg fået lov til at komme på ferie hos dem i sommerhuset og der blev pakket en taske og jeg fik en en-krone med i lommepenge.

Det hele startede ellers så godt.

Det var skønt vejr og det var dejligt at være på egen boldgade. Pludselig var man ene-barn!

Min fars anden moster, Agnes, var der også.

Hun var tyk og enke og hun boede i klosteret i Nykøbing. Det var et sted hvor gamle mennesker kunne bo hvis de var blevet alene.

Hun skulle stå for aftensmaden. Det var æggekage og da hun satte den på bordet, var den tyk og høj og ikke flad som den min mor plejede at lave.

Moster Agnes brugte nemlig mel i sin æggekage, så den hævede, fortalte min mor mig senere.

Puha, det ku lille 6-årige mig ikke li og her begyndte jeg lisså stille at mærke at jeg savnede mor.

Jeg blev lagt i seng i et værelse, der lå lige op til stuen.

Nu sku de voksne rigtig hygge!

De drak likør og portvin og de blev mere og mere højlydte som aftenen skred frem.

Det tordnede og regnede og på et tidspunkt blev det hele bare for meget for mig: jeg stod vrælende op og ville hjem!

Jeg aner ikke hvordan de fik fat på min mor. Jeg mener ikke der var telefon i huset, så én af dem må jo ha begivet sig af sted i en halvbrandert for at ringe fra en telefonboks.. Min mor kom i hvert fald og hentede mig midt om natten i det møgvejr.

Jeg var lykkelig da jeg lå på bagsædet i bilen på vej hjem.

Det var mit første af mange mislykkede forsøg på at sove ude.

Havnen

Jeg kan godt li at færdes på fiskerihavne …. og helst nogle af dém, der ikke er så velpolerede og industrielle …. en faldefærdig skipper-rønne, et halvvissent græsareal med et gammelt anker på midten.

Det giver mig et sus af barndom igen …....

Havnen i Gedser havde en speciel plads i mit hjerte da jeg var barn.

Det var et sted jeg virkelig ku li at være.

Min far havde i en periode en gammel kutter – mener den hed ”Brise” - og hvis jeg kender ham ret, så har han haft store planer med den ….... men jeg er ikke sikker på at han nogensinde havde den ude og sejle.

Men altså – Gedser Havn: skrigende måger over fyldte kuttere, fiskere i waders med hærgede ansigter, fiskekasser, garn, ruser, røg, spulen med vandslanger og det jeg elskede allermest: lugten af tjære. Tyk og sort sort sort tjære, der med brede pensler blev påført både bundgarnspæle, skure og fiskekuttere.

Jeg elskede at gå ud langs molerne – og at stå derude – helt ude på kanten og lade krøl-håret, livet og tankerne blive blæst igennem. Det yderste ydre af min udkantsverden.

Stå helt derude hvor de store færger til og fra Vesttyskland kom sejlende - og for en lille pige – tæt forbi.

Og passagererne, stod også hér og vinkede.

Og jeg vinkede igen.

Ligesom jeg gjorde til østtyskerne.

Og måske har de taget sig i at tænke: Lille pige, savner hun mon nogen? Længes hun væk?

…... og deri havde de så evigt ret!