Ud over at være vild med genbrugsbutikker, så har jeg også en svaghed for genbrugspladser - ikke fordi jeg går og klunser, men fordi det rent mentalt er FEDT at give afkald på gammelt gods.
Jeg er, i perioder, ofte på den lokale genbrugsplads og jeg er da efterhånden også begyndt at hilse på plads-formanden, når vi sådan mødes i vores færden rundt i byen EFTER pladsens lukke-tid!
Fundamentet til vores - ja, tør jeg kalde det - næsten hjertelige forhold - blev måske grundlagt efter denne episode, som jeg nu vil berette om!
En dag - på vej over for at hente mine dejlige drenge - tager jeg mig sammen og samler aviser og tøj, for at smide det ind på genbrugspladsen, som jeg under alle omstændigheder skal passere på min vej mod fritidshjem og børnehave.
Jeg tager - udover poserne med genbrugs-stuff´et - min pung og et vigtigt brev til banken med i hånden.
Skæbnen vil at posen med aviser beslutter sig for at briste nede i gården mens jeg låser bildøren op og for at undgå al for megen renden rundt efter flyvende avis-stumper på hele matriklen, smider jeg brevet og pungen i posen med genbrugstøjet og samler skyndsomst alt hvad der måtte være af papir i min nærhed - smider det hele ind i Morfar-Mazdaen, min daværende bil, der var købt af en gammel mand med blød hat, og sætter i gang med retning mod genbrugspladsen!
Jeg smider aviserne i den der-til-hørende container og tøjet smides til Frelsens Hær .... glæder mig i mit stille sind over, at tøj-containeren netop må være blevet tømt, thi jeg kan fornemme at min pose falder helt til bunds!
Lettet over min gerning køres Mazdaen mod fritten, mens jeg lader tanker flyve hen mod hvad jeg skal ha købt ind på hjemturen ..... hjæææælp !!!! Der går det op for mig at min pung og brevet til banken stadig ligger i posen med tøj - som så igen ligger heeeeelt nede på bunden af tøj-containeren !!!!!!
Jeg skynder mig at hente den ældste og sammen drøner vi i bilen ned på pladsen igen ..... Jeg finder en barberstol i småt brændbart og en mælkekasse - og det er faktisk min agt at bruge stolen på min vej op til lamellerne for herefter at betvinge dem på en sådan måde , at jeg kan kravle ned i containeren og så ved hjælp af mælkekassen, som sønnike så skulle række mig, mente jeg at jeg ville være i stand til at kunne nå op til lamellerne indefra, når jeg så var kommet ind i kuk-kassen og havde fået fat i mit vraggods!!!!!!
Da jeg prøver at svinge benet ind mellem lamellerne får jeg kigget på sønnens ansigtsudtryk og kan se på den skræk, der er malet i hans ansigt at det er liiiige grænseoverskridende nok, hvis hans mor kravler derned i mørket.
Jeg besinder mig og går op til plads-kontoret, hvor formanden sidder og har en vældig hyggelig telefonsamtale, som han ikke umiddelbart ser ud til at ville afslutte - men mit bistre udtryk (eller var det min ungdommelige charme!?!) gjorde at han efter 5 ( .... timer?) lagde røret på og gloede på mig.
Jeg forelagde ham mit dilemma og han rakte mig en gribe-arm ... og eskorterede mig højtideligt ned til den anden ende af pladsen, hvor mit ældste barn stod og så temmelig forskræmt ud ........
Jeg placerede mig på barberstolen fra småt brændbart og fik hurtigt fat i både pung og brev .... og pladsgutten stod og holdt stolen. Sikken fest - Jeg fik hvad JEG ville ha og han havde udsigt til min pariser-popo under hele seancen - så mon ikke vi begge var glade, den dag?
