Der var en gang hvor Giffeline var en meget yngre Giffeline. Vi skal tidsmæssigt tilbage til starten af 70´erne hvor jeg er omkring de 10 år. Min lillebror går i børnehaveklasse og har lånt bøger med hjem fra skolen. En af bøgerne handler om "hvordan man får børn".
Vores mor beslutter at hun vil bruge den bemeldte bog som godnat-læsning for os og samme aften bliver vi placeret på hver sin side af hende inde i min lillebrors seng og hun går i gang med læsningen (der citeres – med forbehold for evt. erindringsforskydelser fra min side): ....... "og så tager faren sin pik og stikker den ind i morens kusse!"
Denne oplysning får min mor til at klappe bogen i med ordene: ”så vil jeg hellere forklare det selv!” og går i gang....
Meget pædagogisk vender hun sig mod mig og fortæller:" Lige nu er der ved at danne sig mange, mange æg inde i dig" ......... mere hører jeg ikke – da jeg nærmest går i chok.
ÆG - INDE I MIG???!!!
MASSER AF ÆG, sagde hun???!!!
Jeg husker endnu det skræk-scenarie, der udfolder sig for mit indre blik ..... og jeg har kun tanke for én ting: hvor er der plads til alle de æg inde i mig??? Hvad er der så plads til inde i kroppen ellers? hvor skal resten være??? hvordan kan det lade sig gøre ???
Jeg gribes af panik - begynder sågar at græde på et tidspunkt ..... jeg er virkelig, virkelig en bange lille pige.
Kære mor – ku du ikke bare ha fortalt mig, at det IKKE var hønse-æg du mente?