På trods af at vi boede ude på bøhlandet så havde jeg fået den idé at vi skulle have en dørklokke så eventuelle gæster kunne hidkalde os på behørig vis i stedet for nærmest at skulle slå døren ind, hvis de ville aflægge os en visit.
Afkommet og jeg havde derfor været ude og købe en trådløs, radiostyret dørklokke, eller rettere: 2 dørklokker, for det var et meget smart dobbeltsæt, til hvis man var i den situation at man havde flere døre. Dette var ikke tilfældet i vores tilfælde – så da der var sat en dørklokke op uden for hoveddøren blev den anden lagt i en skuffe til eventuelt senere brug.
Sådan en sender-dims til sådan nogle dørklokker har brug for noget at arbejde med, så næste punkt på dagsordenen var en gennemtrawling af lejligheden for batterier, da der ikke var flere i skuffen-med-nye-batterier og det lykkedes til sidst for undertegnede at finde 2 styk egnede af slagsen – venligst doneret af et legetøjsklaver som ungerne alligevel aldrig brugte!
Batterier isættedes den smarte sender og vi kunne nu starte livet som familie-med-trådløs-radiostyret-dørklokke-familie.
Eftersom vi altså boede på bøhlandet var det ikke ofte der dukkede folk op ved hoveddøren, men tænk: den selv samme dag klokken var opsat, ringede det pludselig på døren!
Troede at det måske var den yngste af ungerne der stod udenfor og klokke-trykkede, for lige at tjekke om klokken nu også virkede, men da jeg kunne se at døren var låst, kunne det ikke være ham! Derfor må det jo være en anden.
Jeg åbnede døren : SURPRISE …. Der stod ingen udenfor!
Lettere forvirret – og efter at jeg havde tjekket opgangen for skuffede besøgende på vej ud – lukkede jeg døren bag mig og opdagede dernæst yngstebarnet, som stod og skreg af grin lige bag mig …… han havde været henne i skuffen og trykke på den anden dørklokke …..
Følte mig lidt som en hund, der jagtede min egen hale ….
