Da Giffeline var en yngre Giffeline var hun lidt af en fest-abe og der findes næsten ikke det værtshus og den café i det københavnske område som der ikke er blevet frekventeret af ovennævnte i perioden fra 87-97.
Denne historie foregår på musikcafeen i Huset. Året er 88.
Giffeline og veninden har købt billetter til Kasper Winding koncert og vi har varmet op hjemmefra med rigelig rødvin. Som om det ikke var nok så sad vi inden koncerten i cafeen i stue-etagen og drak mere rødvin og da vi kom op i koncertlokalet blev der købt mere af samme.
Meget, meget fuld var jeg blevet og tilsyneladende også meget højrøstet og havde gang i de meget store armbevægelser.
Vi sad til bords sammen med et par, som vi ikke kendte og i min kæmpe brandert ramte jeg en helt fuld rødvinsflaske og hele indholdet af denne skydes i parrets retning – og i særdeleshed den unge kvindes. Hun var iklædt højeste mode: et mint-grønt sæt (det var jo 80´erne) som hun selv samme dag havde fået af sin kæreste (hvilket han oplyste mig om i meget vrede toner da jeg undskyldende rejste mig for at rende på toilettet efter oceaner af lokumspapir).
Jeg var dybt ulykkelig over min bedrift og da jeg kom tilbage med snart sagt alt hvad der var at skrabe sammen af ubrugt papir på toilettet, sagde jeg til dem at de skulle ha min adresse så jeg kunne erstatte beklædningen, der nu var mere rødvinsrød end mint-grøn.
Fyren er faldet mærkbart ned på jorden og efter et hurtigt forsøg på aftørring af det rødvins-mint-grønne (som jeg forsøgte at deltage i), og endnu en gang en uforbeholden undskyldning og tilbud om adresse-udveksling, rejste de sig mens de virkede påfaldende uinteresserede i min adresse. Veninden lagde sin hånd på min arm og smilte beroligende til mig, mens hun sagde: ”det har jeg ordnet”.
Lettet og glad over at andre havde stået mig bi så vi nu parrets rygge fjerne sig fra stedet og ret hurtigt var alting som om at alting var glemt.
Adskillige timer senere, på vej mod nat-bussen, kommer jeg i tanke om min taknemmelighed over for veninden og jeg nævner over for hende, hvor glad jeg var for hendes håndsrækning i forbindelse med fadæsen.
Og med ét forstod jeg parrets velvillighed og hurtige og nærmest undskyldende exit, da veninden siger: det skal du ikke tænke på – jeg bildte dem bare ind at du lige var blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling og var på nedtrapning og derfor var lidt ustabil – og så fik de adressen til en, som jeg ikke kunne fordrage, fra min gamle højskole.
OK.
