Giffelines lygtejustering

Nu er det jo sådan at jeg kun har haft kørekort i 8 år - jeg har på denne korte tid haft intet mindre end 6 biler. Denne historie handler dog om min første bil: en gammel Polo 1.0 købt af en veninde for en Tupperware-skål.

Den ville selv bestemme hvornår den skulle køre (som den gang den satte ud i et kryds hvor jeg havde været lidt for kæk med at køre over for taxa-grønt og der kom en lastbil drønende imod mig på min højre side - argh)

Jeg undrede mig over at der af og til var andre bilister der vinkede/blinkede af mig, men tænkte ikke videre over det, før en modkørende motorcykelbetjent MEGET SIGENDE gjorde tegn til noget omkring mine lygter.

Jeg fik af den grund en jeg kendte, til at skifte lygter på bilen og ville så have justeret dem på det lokale værksted.

Den venlige mekaniker havde sagt at jeg bare ku kigge forbi - det tog ikke så lang tid at justere dem - så et par dage efter blev jeg enig med mig selv om, at NU skulle det være!

Jeg gør mig klar til at komme ud af døren for at få det ordnet og står ude i entreen og overvejer om jeg skal gå eller cykle! (Go´dav, mand økseskaft).

Jeg ender dog op med en 3. mulighed: at ta bilen.

Da jeg kommer ned til mekanikeren ber han mig om at køre forenden af bilen ind i hallen og sætter de der justeringsdimser foran. Jeg skal la bilen stå tændt, siger han og beder mig dernæst om at tænde for lyset på bilen (til min store undren – for jeg troede at lyset VAR tændt) BØH ….. der sidder jeg ….. kigger forvirret og rådvild rundt på panelet, der pludselig virker meget fremmed og ender til sidst med (meget flov) at stikke hovedet ud af bilen og med spag stemme spørge: hvor er dét?
Den rare mand stikker armen ind i kabinen og tænder lyset-jeg-ikke-anede-fandtes med et knips.
På den måde gik det op for mig, at jeg altså har kørt rundt med positionslys dag og nat - tror fan det halve af sydsjælland har blinket til mig.