Da Giffeline lavede Bull´s Eye

Sommeren 1984.

Jeg deltog i en LO-ungdomslejr i Helsingør.

Lejrpladsen var området omkring LO-skolen, hvor man  i aften- og nattetimerne kunne trække indendørs til forskellige arrangementer.

Jeg gik en aften (i en ikke helt appelsin-fri tilstand) fra lejrpladsen og op mod LO-skolen – frysende og iført en tynd kjole.

LO-skolens arkitektur er smuk og særegen og der er for eksempel i stue-etagen store glasfacader (fra gulv til loft), der inddækker gang-arealerne, hvorfra der er indgang til blandt andet kursist-værelser. Blandt disse facader forefindes der, med jævne mellemrum, døre – også i glas. Alle glas-ruder var (i hvert fald den gang) påklistret et LO-logo øverst oppe.

Nåm. Jeg kommer altså gående i min halvfulde/halvforfrosne tilstand hin sene aften og det kan kun gå for langsomt med at komme ind i varmen på den anden side af de glasfacader!

Da jeg nærmer mig bygningen, beslutter jeg mig for – i ren og skær glæde over snart at kunne få varme i min krop igen - at tage tilløb, for nærmest sådan lidt rituelt at fejre varmens komme: Jeg vil simpelt hen springe hen over dørtrinnet på den dør jeg kan se står åben ind til gangene!

Jeg sætter fra som en anden stangspringer - og hopper til sidst med fuld knald på  …

Jeg husker stadig slaget mod ruden.

Jeg husker også at jeg som en anden tegnefilmsfigur gliiiider ned ad samme i en strøm af næseblod.

Jeg lander dernæst, totalt sammenklappet, på den kolde jord.

”Den åbne dør” viste sig at være en fast rude – og da jeg inspicerer stedet næste dag, var det eneste tegn på at jeg havde foretaget et frontal-angreb på den: Det blodige aftryk af min næse, der – som et andet bull´s eye - var placeret lige midt imellem L og O i logoet øverst oppe.

                                                  

Dagen efter blev dette Bull´s Eye belønnet med et Black ….....

Åge

Jeg boede i starten af 90´erne på et lille-bitte hummer på Østerbro - en gammel hustømrer-stiftelse - 20 m2 alt i alt .... eget "køkken" (2 gas-blus, 1/16 m2 køkkenbord og ditto vask), men med dele lokum med 3 andre - deriblandt Åge på nogle-og-firs-år, som var æresmedlem af stiftelsen og af den grund ikke-husleje-betalende. 

I stedet for at bruge pengene på husleje brugte Åge pengene på ØL og han havde et rend af venner, som oftest vaklede fulde rundt og benyttede vores fælles-lokum. Efter toilettets stand og dunst at dømme havde de åbenbart store tanker om deres mandlige kønsdeles længde og stråle-formåen, for oftest var der – for nu at skrive det lige ud – PIS ud over hele gulvet. Føj for helvede da også og det nyttede ikke at klage til viceværten, for han var en af pisse-vennerne også!

Men, altså, Åge – en gammel hustømrer-kæmpe med ditto poser under øjnene, så man faktisk ikke så tit. Han sad på sine ligeledes 20-meget-røgfyldte-m2 og lod vennerne hente, det der skulle hentes af vådt og tørt. Oftest hørte man kun hans tunge fodtrin på vej ud til toilettet, hvor han tømte sin kolbe (han ramte dog selv ved siden af, på trods af det mere reliable udhældningsaggregat)

En lørdag eftermiddag sad jeg inde hos mig selv og læste, da det buldrede på min dør .... jeg vågnede af min trancelignende tilstand og gik hen og åbnede. Det var en af de andre beboere, der ville ha min opmærksomhed! 

Der var tykt af røg på gangen og en forfærdelig stank. Længere henne af gangen stod der nogle og buldrede på Åges let-åbne dør – røgen kom fra hans værelse og da der var sat sikkerhedskæde på så måtte han jo være derinde.

Der ankom brandbiler og i løbet af nul komma 5 dukkede der et par røg-dykkere op ... med maske og hele lortet ... de gjorde kort proces: En medbragt økse klarede det lille problem med kæden og så hørte alle tilstedeværende en røgdykker råbe gennem sin maske: vågn op, vågn op ... hvorpå Åge vågnede - liggende på sofaen – og han lød totalt rundt på gulvet - og råbte: HOV ... hvad sker der ?

Og så gik røgdykkeren ud og tog en gryde af blusset og Åge sagde: "dem havde jeg glemt" (hentydende til de æg, der ikke var æg mere!) .. selv om det ku ha endt dybt tragisk, så endte det alligevel med at vi grinte af det, for alt var sket på ingen tid og alle kunne forestille sig Åge ligge på sofaen og vågne op med en røgdykker helt nede i hovedet  .... Nej ... Åge var sq ikke sådan at slå af pinden. På trods af at han var godt og grundigt konserveret grundet de mange år med sprut, så har han nok drukket sig ud i det sidste hegn for mange år siden – med kolbe, cigaret-hoste og hele lortet.

...... nu med rødvin

Da Giffeline var en yngre Giffeline var hun lidt af en fest-abe og der findes næsten ikke det værtshus og den café i det københavnske område som der ikke er blevet frekventeret af ovennævnte i perioden fra 87-97.

Denne historie foregår på musikcafeen i Huset. Året er 88.

Giffeline og veninden har købt billetter til Kasper Winding koncert og vi har varmet op hjemmefra med rigelig rødvin. Som om det ikke var nok så sad vi inden koncerten  i cafeen i stue-etagen og drak mere rødvin og da vi kom op i koncertlokalet blev der købt mere af samme.

Meget, meget fuld var jeg blevet og tilsyneladende også meget højrøstet og havde gang i de meget store armbevægelser.

Vi sad til bords sammen med et par, som vi ikke kendte og i min kæmpe brandert ramte jeg en helt fuld rødvinsflaske og hele indholdet af denne skydes i parrets retning – og i særdeleshed den unge kvindes. Hun var iklædt højeste mode: et mint-grønt sæt (det var jo 80´erne) som hun selv samme dag havde fået af sin kæreste (hvilket han oplyste mig om i meget vrede toner da jeg undskyldende rejste mig for at rende på toilettet efter oceaner af lokumspapir).

Jeg var dybt ulykkelig over min bedrift og da jeg kom tilbage med snart sagt alt hvad der var at skrabe sammen af ubrugt papir på toilettet, sagde jeg til dem at de skulle ha min adresse så jeg kunne erstatte beklædningen, der nu var mere rødvinsrød end mint-grøn.

Fyren er faldet mærkbart ned på jorden og efter et hurtigt forsøg på aftørring af det rødvins-mint-grønne (som jeg forsøgte at deltage i), og endnu en gang en uforbeholden undskyldning og tilbud om adresse-udveksling, rejste de sig mens de virkede påfaldende uinteresserede i min adresse. Veninden lagde sin hånd på min arm og smilte beroligende til mig, mens hun sagde: ”det har jeg ordnet”.

Lettet og glad over at andre havde stået mig bi så vi nu parrets rygge fjerne sig fra stedet og ret hurtigt var alting som om at alting var glemt.

Adskillige timer senere, på vej mod nat-bussen, kommer jeg i tanke om min taknemmelighed over for veninden og jeg nævner over for hende, hvor glad jeg var for hendes håndsrækning i forbindelse med fadæsen.

Og med ét forstod jeg parrets velvillighed og hurtige og nærmest undskyldende exit, da veninden siger: det skal du ikke tænke på – jeg bildte dem bare ind at du lige var blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling og var på nedtrapning og derfor var lidt ustabil – og så fik de adressen til en, som jeg ikke kunne fordrage, fra min gamle højskole.

OK.

Giffelines lygtejustering

Nu er det jo sådan at jeg kun har haft kørekort i 8 år - jeg har på denne korte tid haft intet mindre end 6 biler. Denne historie handler dog om min første bil: en gammel Polo 1.0 købt af en veninde for en Tupperware-skål.

Den ville selv bestemme hvornår den skulle køre (som den gang den satte ud i et kryds hvor jeg havde været lidt for kæk med at køre over for taxa-grønt og der kom en lastbil drønende imod mig på min højre side - argh)

Jeg undrede mig over at der af og til var andre bilister der vinkede/blinkede af mig, men tænkte ikke videre over det, før en modkørende motorcykelbetjent MEGET SIGENDE gjorde tegn til noget omkring mine lygter.

Jeg fik af den grund en jeg kendte, til at skifte lygter på bilen og ville så have justeret dem på det lokale værksted.

Den venlige mekaniker havde sagt at jeg bare ku kigge forbi - det tog ikke så lang tid at justere dem - så et par dage efter blev jeg enig med mig selv om, at NU skulle det være!

Jeg gør mig klar til at komme ud af døren for at få det ordnet og står ude i entreen og overvejer om jeg skal gå eller cykle! (Go´dav, mand økseskaft).

Jeg ender dog op med en 3. mulighed: at ta bilen.

Da jeg kommer ned til mekanikeren ber han mig om at køre forenden af bilen ind i hallen og sætter de der justeringsdimser foran. Jeg skal la bilen stå tændt, siger han og beder mig dernæst om at tænde for lyset på bilen (til min store undren – for jeg troede at lyset VAR tændt) BØH ….. der sidder jeg ….. kigger forvirret og rådvild rundt på panelet, der pludselig virker meget fremmed og ender til sidst med (meget flov) at stikke hovedet ud af bilen og med spag stemme spørge: hvor er dét?
Den rare mand stikker armen ind i kabinen og tænder lyset-jeg-ikke-anede-fandtes med et knips.
På den måde gik det op for mig, at jeg altså har kørt rundt med positionslys dag og nat - tror fan det halve af sydsjælland har blinket til mig.

ÆGGELINE

Der var en gang hvor Giffeline var en meget yngre Giffeline. Vi skal tidsmæssigt tilbage til starten af 70´erne hvor jeg er omkring de 10 år. Min lillebror går i børnehaveklasse og har lånt bøger med hjem fra skolen. En af bøgerne handler om "hvordan man får børn".

Vores mor beslutter at hun vil bruge den bemeldte bog som godnat-læsning for os og samme aften bliver vi placeret på hver sin side af hende inde i min lillebrors seng og hun går i gang med læsningen (der citeres – med forbehold for evt. erindringsforskydelser fra min side): ....... "og så tager faren sin pik og stikker den ind i morens kusse!"

Denne oplysning får min mor til at klappe bogen i med ordene: ”så vil jeg hellere forklare det selv!” og går i gang....

Meget pædagogisk vender hun sig mod mig og fortæller:" Lige nu er der ved at danne sig mange, mange æg inde i dig" ......... mere hører jeg ikke – da jeg nærmest går i chok.

ÆG - INDE I MIG???!!!

MASSER AF ÆG, sagde hun???!!!

Jeg husker endnu det skræk-scenarie, der udfolder sig for mit indre blik ..... og jeg har kun tanke for én ting: hvor er der plads til alle de æg inde i mig??? Hvad er der så plads til inde i kroppen ellers? hvor skal resten være??? hvordan kan det lade sig gøre ???

Jeg gribes af panik - begynder sågar at græde på et tidspunkt ..... jeg er virkelig, virkelig en bange lille pige.

Kære mor – ku du ikke bare ha fortalt mig, at det IKKE var hønse-æg du mente?

Flødebolle-Giffeline

Vi havde holdt børnefødselsdag på blå stue og det var min opgave at feje og lukke stuen af når ungerne var sendt på legepladsen….

Der var stadig flødeboller tilbage fra festivitasen og det var jo en ren fornøjelse at gå derinde i sit skjul og ta for sig af retterne - så jeg hyggede mig mens jeg svingede kost og fejebakke.

Da jeg er ved at være færdig (både med fejning - og vist også med flødebollerne) kom der en morfar, som skulle hente sit barnebarn. Han var en rigtig spasmager og han havde mig som villigt offer hver gang der skulle fortælles en historie fra de varme lande – derfor også på denne dag.

Mens han stod og tegnede og fortalte, stod jeg selvfølgelig og vred mig af grin - med åben mund og ganespalte forstås …. I laaaang tid.

Nå, han gik ud på legepladsen for at hente barnebarnet og jeg ordnede det sidste på stuen og skulle så liiige en tur på toilettet inden jeg også skulle ud og, stadig grinende, låste jeg mig ind på toilettet.... og fik straks øje på mit åbne, grinende ansigt i spejlet …. argh …... I stedet for at forsvinde ned igennem mit svælg, sammen med fyldet, så havde AL CHOKOLADEN fra de 2000 flødeboller jeg havde indtaget sat sig til rette på mine tænder !!!!!!!!!!!!

Blev der lige ”børstet tænder” med pegefingeren den dag? Det tror jeg da nok lige at der gjorde!

Det var i øvrigt i den samme børnehave hvor jeg fik mit ene bryst i klemme i dørhåndtaget på vej ud på legepladsen ….. Og den gang var de helt vildt små – altså ikke dørhåndtagene… lidt af en præstation i sig selv !!!!  

Lokumslæser

Jeg er inkarneret lokumslæser.

Jeg læser ALT når jeg sidder på das …..det være sig diverse sedler fra mine børns institutioner, skønlitteratur (noveller er at foretrække – alt for lange læsesekvenser gir hulens ondt i lårene og sovende haleben), ugeblade eller, som i min barndoms sommerhus (dog undtaget det første vi havde hvor der var tør-kloset!): Det Bedste (Readers Digest – findes det overhovedet mere?), gamle Tarzan-blade og Anders And´er ….. løsning af kryds og tværs, sudoku og find-fem-fejl går også an …. bare et forslag: hav ALTID skriveredskab og papir liggende derude!

Det kan jo ske at man ender på et fremmed toilet og så er man på den…men men men … alt håb er ikke ude: så går man bare i gang med toiletrens, shampoo, tandpasta eller hvad man nu kan få fat i – måske posen fra toiletrullerne?… det kan være lærerigt - Som regel sidder jeg og prøver at udtale ordene så det lyder tjekket – især de finske (hviskende, naturligvis) – sammenligner ingredienserne for at se om der forefindes de samme stoffer i både tandpasta og toiletrens ….der KAN godt dukke overraskelser op …..

Til beroligelse for de personer, der eventuelt måtte kende mig, og dem der måske i fremtiden skal nyde mit bekendtskab: der hersker stram disciplin omkring hygiejnen

Der er (eller rettere, når dette offentliggøres: var) uskrevne regler for lokumslæsning i MIT univers

1) Man berører kun bøger, papirer m.m. FØR man tørrer sig og EFTER man har vasket hænder

2) Skabe åbnes IKKE …. Og:

3) Alt hvad man måtte tilegne sig af viden på fremmed toilet kommer ikke videre!!!

Klokkeren fra ......

På trods af at vi boede ude på bøhlandet så havde jeg fået den idé at vi skulle have en dørklokke så eventuelle gæster kunne hidkalde os på behørig vis i stedet for nærmest at skulle slå døren ind, hvis de ville aflægge os en visit.

Afkommet og jeg havde derfor været ude og købe en trådløs, radiostyret dørklokke, eller rettere: 2 dørklokker, for det var et meget smart dobbeltsæt, til hvis man var i den situation at man havde flere døre. Dette var ikke tilfældet i vores tilfælde – så da der var sat en dørklokke op uden for hoveddøren blev den anden lagt i en skuffe til eventuelt senere brug.

Sådan en sender-dims til sådan nogle dørklokker har brug for noget at arbejde med, så næste punkt på dagsordenen var en gennemtrawling af lejligheden for batterier, da der ikke var flere i skuffen-med-nye-batterier og det lykkedes til sidst for undertegnede at finde 2 styk egnede af slagsen – venligst doneret af et legetøjsklaver som ungerne alligevel aldrig brugte!

Batterier isættedes den smarte sender og vi kunne nu starte livet som familie-med-trådløs-radiostyret-dørklokke-familie.

Eftersom vi altså boede på bøhlandet var det ikke ofte der dukkede folk op ved hoveddøren, men tænk: den selv samme dag klokken var opsat, ringede det pludselig på døren!

Troede at det måske var den yngste af ungerne der stod udenfor og klokke-trykkede, for lige at tjekke om klokken nu også virkede, men da jeg kunne se at døren var låst, kunne det ikke være ham! Derfor må det jo være en anden.

Jeg åbnede døren : SURPRISE …. Der stod ingen udenfor!

Lettere forvirret – og efter at jeg havde tjekket opgangen for skuffede besøgende på vej ud – lukkede jeg døren bag mig og opdagede dernæst yngstebarnet, som stod og skreg af grin lige bag mig …… han havde været henne i skuffen og trykke på den anden dørklokke …..

Følte mig lidt som en hund, der jagtede min egen hale ….

Printer-Sprinter

Dagen var godt i gang og jeg havde lånt bil  fordi jeg skulle fare fra Herodes til Pilatus og ordne meget vigtige sager.

Dagens ærinder fik mig overbevist om at jeg var tvunget til at bruge en del af de sørgelige rester, der kaldes min økonomi, på at købe blækpatroner til min printer.

Der skulle sendes kopier af vigtige dokumenter af sted og det kunne kun gå for langsomt.

Presset af nødvendigheden (og tiden) måtte jeg af den grund finde en forhandler af printer-blæk. Dette lykkedes mig på gågaden i provinsbyen, som jeg midlertidigt befandt mig i, og stående over for dette eldorado af blækpatroner gik det op for mig at jeg ikke kunne huske hvad min printer hed! (Ud over Brother, altså).

Damen fremviste en meget lang liste over printermodeller, der ikke var med til at gøre mig mere konkret i forhold til det jeg skulle bruge, men jeg påstod ihærdigt og vedholdende: ”at det var noget med J og 175!!!

Da denne model ikke kunne findes af den venlige dame endte hun med at ringe op til en leverandør og forelagde ham sagen: ”Der var ikke noget der hed 175” fremturede han og damen lagde røret igen.

Jeg sendte sms´er til min svigerinde som har en printer magen til og hendes hjemmeboende datter, så de evt. kunne hjælpe mig i mit dilemma – der var trods alt næsten 20 kilometer hjem og jeg ville gerne være sikker i min blæk-sag.

Da jeg ingen svar fik retur valgte jeg at køre hjem med uforrettet sag.

Jeg forlader butikken og på vej mod bilen går det op for mig at den printer hedder noget med ”375”. Jeg vender om og beder damen finde printer-blækket til den model. Den findes frem og sikker i min sag køber jeg pakken med 4 patroner til en pris formedelst 370 kroner.

Glad i sindet over at min intuition endelig har talt til mig, sætter jeg retning mod bilen og begynder min tur hjem. Inden jeg når ud af byen skriver niecen: den hedder 315! Argh …. ærgerlig over at min intuition alligevel ikke talte sandt, vender jeg bilen og drøner tilbage til boghandleren.

Jeg får en anden pakke med patroner og begynder atter turen hjem.

Lykkelig over mit held kører jeg de knap 20 kilometer hjem – reddet på stregen – puha.

Vel hjemme – hvor jeg lige har en time inden jeg skal videre i dagens tekst – smider jeg overtøj og sko og falder om på en stol. 3 minutters power-et-eller-andet overstås og jeg rejser mig for at sætte mig til den bærbare for at få ordnet al mit udskriveri.

Strøm tilsluttes til bærbar og printer og jeg kommer hurtigt i gang med at finde dokumenterne frem på skærmen.

Da dette er gjort skal jeg ha sat patronerne i printeren. Jeg løfter de papirer, der sikkert-som-amen-i-kirken ligger på printeren, thi det er en vandret overflade og vandrette overflader skal ALTID belægges med et-eller-andet ….... og frem toner tallet: ”375”!!!!!!!

Det skulle altså blive dén dag, hvor jeg fandt ud af at svigerinden og jeg IKKE delte printer-model!