Historien om hvorfor Giffeline er påpasselig med at være på fornavn med folk.

I efteråret 1990 rendte jeg under et cafe-besøg på en gut, som jeg faldt i snak med. Snakken falder på teater-arbejde og jeg nævner - en passant - at jeg godt kunne tænke mig at komme i kontakt med en teater-gruppe eller lignende og gutten giver mig nummeret til sin fætter, som er med i et teater-projekt, som lige har rejst sig fra ide-planet. Dagen efter kontakter jeg fætteren og vi aftaler et cafe-møde den følgende dag.

Her finder jeg ud af at det drejer sig om en opsætning af JESUS CHRIST SUPERSTAR på Bellahøj Friluftsscene, sat op som total-teater med ca 100 medvirkende den følgende sommer og det er et temmelig ambitiøst projekt og instruktøren mangler en "script-girl". Grundet den erfaring jeg har fra skuespiller-kurser, fra selv at have undervist og instrueret m.m. mener han at jeg ville kunne bestride posten, som hans forlængede hukommelse og nedskrive hans instruktioner. Desuden skulle jeg også indgå i PR-gruppen, da jeg også havde erfaringer på det felt.

Det er en sjov tid og mange af øve-aftenerne ender på Cafe Bella Notte på Brønshøj Torv + det løse.

Mens forestillingen finjusteres går vi i gang med PR-arbejdet og vi laver pressemeddelelser, kontakter pressen, sender invitationer til premieren osv.

I den forbindelse har vi fået kontakt med en af DRs gamle radio-rotter - Mogens Landsvig – og han og jeg har flere telefonsamtaler da han er meget begejstret for ideen om JCS som total-teater, open air!

Den dag vi så skal holde presse-møde - on stage - i fantastisk smukt vejr, er det mig der skal stå for at uddele PR-materiale OG øl/vin til den samlede presse.

Jeg står med ryggen til og lægger nogle papirer i orden, da en - MEGET VELKENDT - stemme bag mig siger: Nå, DER er du, Birthe!?

Jeg vender mig om og der står en smilende mand med båndoptager og taske (med DR-logo på) over skulderen - og det er så her det går helt galt for mig: Jeg ved han skal komme - jeg ved hvad han hedder og så siger min mund pludselig: Go´ dav og velkommen .... kan jeg byde dig noget at drikke HJALMAR! (Hjalmar Havelund var en anden meget kendt radio-stemme den gang!)

ARGH  ............ PIIIIIIIIIIIIIIIIIIINLIGT!!!

Sjovt som han lige skiftede ansigtsudtryk der.......

....... nu uden solbriller

I forsommeren 2006 sætter jeg mig for første gang i en kajak! Jeg var ikke umiddelbart noget natur-talent men jeg var vild med følelsen af at være så tæt på vandet, hvilket gjorde at jeg i august samme år meldte mig til et kajak-kursus.

Jeg mødte frisk og veloplagt op til kursus, med mine nyindkøbte 700 kroners solbriller (jeg var kort forinden kommet til at køre mine billige, pissegode solbriller over - men det er en anden historie! ) og de fine solbriller sidder godt klemt inde i min kavaler-gang - men så var mit bryst-mål altså heller ikke større end, at brillerne bliver ved med at ryge på jorden, hver gang jeg dukker mig for at rigge kajakken til! Solbrillerne lægges til sidst på kajakkens sæde.

Jeg får gjort det som jeg skulle, skubbede kajakken ud i vandet og placerede tungt min ende i kajaksædet....  KNAAAAAS: HOV, der lå et par solbriller!!! 

Nu var det sådan at glasset i solbrillerne, var eet stort glas, og dette store glas havde løsnet sig fra selve stellet OG var flækket på midten, men jeg tænkte at det måtte optikeren kunne svejse, så jeg lagde stel + glas ved siden af kajak-sædet til senere hjembringelse.

Jeg havde nogle pragtfulde timer på vandet den dag og der er gang i pagajen ud over fjorden. 

Det sidste, der skulle prøves inden turen går mod land igen, var at øve grønlænder-vendinger. Den kajak- og grønlandskyndige vil vide, at dette går ud på, at man siddende i kajakken vender sig rundt og pludselig sidder med underkroppen under vand for derefter at svinge sig op til overfladen igen. Det lykkedes mig med nød og næppe og hjælpende hænder at udføre en sådan vending ...... Nå, ja. Er det nødvendigt at fortælle at solbrillerne så jeg aldrig igen.

GenbrugsGiffeline

Ud over at være vild med genbrugsbutikker, så har jeg også en svaghed for genbrugspladser - ikke fordi jeg går og klunser, men fordi det rent mentalt er FEDT at give afkald på gammelt gods.

Jeg er, i perioder, ofte på den lokale genbrugsplads og jeg er da efterhånden også begyndt at hilse på plads-formanden, når vi sådan mødes i vores færden rundt i byen EFTER pladsens lukke-tid!

Fundamentet til vores  - ja, tør jeg kalde det - næsten hjertelige forhold - blev måske grundlagt efter denne episode, som jeg nu vil berette om!

En dag - på vej over for at hente mine dejlige drenge - tager jeg mig sammen og samler aviser og tøj, for at smide det ind på genbrugspladsen, som jeg under alle omstændigheder skal passere på min vej mod fritidshjem og børnehave.

Jeg tager  - udover poserne med genbrugs-stuff´et - min pung og et vigtigt brev til banken med i hånden.

Skæbnen vil at posen med aviser beslutter sig for at briste nede i gården mens jeg låser bildøren op og for at undgå al for megen renden rundt efter flyvende avis-stumper på hele matriklen, smider jeg brevet og pungen i posen med genbrugstøjet og samler skyndsomst alt hvad der måtte være af papir i min nærhed - smider det hele ind i Morfar-Mazdaen, min daværende bil, der var købt af en gammel mand med blød hat, og sætter i gang med retning mod genbrugspladsen!

Jeg smider aviserne i den der-til-hørende container og tøjet smides til Frelsens Hær .... glæder mig i mit stille sind over, at tøj-containeren netop må være blevet tømt, thi jeg kan fornemme at min pose falder helt til bunds!

Lettet over min gerning køres Mazdaen mod fritten, mens jeg lader tanker flyve hen mod hvad jeg skal ha købt ind på hjemturen ..... hjæææælp !!!! Der går det op for mig at min pung og brevet til banken stadig ligger i posen med tøj - som så igen ligger heeeeelt nede på bunden af tøj-containeren !!!!!!

Jeg skynder mig at hente den ældste og sammen drøner vi i bilen ned på pladsen igen ..... Jeg finder en barberstol i småt brændbart og en mælkekasse - og det er faktisk min agt at bruge stolen på min vej op til lamellerne for herefter at betvinge dem på en sådan måde , at jeg kan kravle ned i containeren og så ved hjælp af mælkekassen, som sønnike så skulle række mig, mente jeg at jeg ville være i stand til at kunne nå op til lamellerne indefra, når jeg så var kommet ind i kuk-kassen og havde fået fat i mit vraggods!!!!!!

Da jeg prøver at svinge benet ind mellem lamellerne får jeg kigget på sønnens ansigtsudtryk og kan se på den skræk, der er malet i hans ansigt at det er liiiige grænseoverskridende nok, hvis hans mor kravler derned i mørket.

Jeg besinder mig og går op til plads-kontoret, hvor formanden sidder og har en vældig hyggelig telefonsamtale, som han ikke umiddelbart ser ud til at ville afslutte - men mit bistre udtryk (eller var det min ungdommelige charme!?!) gjorde at han efter 5 ( .... timer?) lagde røret på og gloede på mig.

Jeg forelagde ham mit dilemma og han rakte mig en gribe-arm ... og eskorterede mig højtideligt ned til den anden ende af pladsen, hvor mit ældste barn stod og så temmelig forskræmt ud ........

Jeg placerede mig på barberstolen fra småt brændbart og fik hurtigt fat i både pung og brev .... og pladsgutten stod og holdt stolen. Sikken fest - Jeg fik hvad JEG ville ha og han havde udsigt til min pariser-popo under hele seancen - så mon ikke vi begge var glade, den dag?

Historien om hvorfor lasagne og kuglesæder kan vise sig at være en rigtig dårlig combo

Jeg har i mange år været berømt og berygtet for min lasagne … sådan var det også i slutningen af 80´erne, hvor jeg boede i en lejlighed i Vanløse, der havde kendt bedre dage (MEGET bedre dage!)

En dag under madlavning opdager min daværende kæreste, at stikket til ovnen er glo-hedt!

I sin egenskab af snart uddannet svagstrømsingeniør mener han at han er manden, der skal stå for udskiftningen af den til ovnen hørende stikkontakt og SÅ begyndte mine trængsler rigtigt med den ovn!

For hver gang herefter jeg brugte den, var der mindre og mindre strøm til noget som helst andet i den lejlighed. Jeg ku ikke støvsuge, ikke høre musik uden at der røg en prop!

En dag havde jeg lavet en aftale med nogle venner fra Tårnby om at de sku komme forbi og spise, så jeg havde smidt lasagne i ovnen, men måtte efter et stykke tid se i ørerne at det blev sq ikke på den pæne side af midnat den blev færdig på grund af den ovn.

Jeg ringer til Martin, som er den eneste af de indbudte, der havde kørekort og forelægger ham mit problem og vi bliver enige om at han skal komme og hente mig  (og lasagnen!) i bil og så spiser vi bare på ama´r i stedet for.

Martin er der i løbet af en halv times tid og jeg balancerer med et meget fyldt lasagne-fad ned ad trappen og placerer mig på forsædet  af den gamle SAAB med lasagnen på skødet.

Myldretid, men Martin er en forsigtig mand og manøvrerer varsomt bilen igennem trafikken og ud til Tårnby uden at der sker nogen form for ”udslip” fra det overfyldte lasagne-fad.

Vi nærmer os matriklen hvor lasagnen skal bages færdig og vi smiler begge lettede til hinanden : Vi klarede det sq!!! Nu skal vi blot ind ad indkørslen for at parkere den gamle bil. Lige inden vi når vores rejses endelige mål foretager Martin en hård opbremsning, for bilens bremser havde kendt bedre dage (MEGET bedre dage!)

Nu var det sådan at denne bils forsæder var udstyret med de dengang så berømte kugle-sæder og jeg vil ikke røbe andet end før jeg kunne nå at udråbe SATANS - PIS - LORT og andre ord i ukvems-genren befinder jeg mig i et symbiotisk, men absolut ikke platonisk, forhold med undsluppen lasagne-oste-sovs og kuglesæder.

Til almindelig oplysning skal nævnes at et kuglesæde tager sådan cirka en halv time at rengøre ......

Hvad er forskellen på en færge og en fjeder?

Har sagt ja til at passe svigerindens hus, der er beliggende nogle kilometer fra en færgehavn og har allerede brugt et par fantastiske dage sammen med yndlingsmanden på denne matrikel.

Tykke bøger læses, the hældes ned i spandevis og udenfor pisker en iskold storm.

De tilstedeværende rejser sig kun af aller-yderste nødvendighed fra de dybe lænestole og det er kun for at foretage sig absolut basale ting, der ikke kan udføres siddende i dybet.

En af de handlinger, der hører under kategorien "aller-yderste nødvendighed" er: påfyldning af brænde på fyret, der grundet stormen fortærer LOKA-briketter lige så hurtigt og voldsomt som et sultent ammebarn, der lige er lagt til sin mors bryst. Dette afstedkommer at undertegnede med rimeligt korte intervaller må opløfte sig fra siddende til lodret for at bevæge sig i retning af fyret for at give fyret dét, som fyret ustandseligt kræver for at opretholde den fornødne varme i bebyggelsen.

Undrer mig i det stille over at jeg hører tuden fra en færge hver gang jeg rejser mig fra den gamle magelige stol under mine regelmæssige bevægelser fra stol mod dør. Skæver på køkkenuret hver gang for at finde ud af om det er en færge, der er på vej ind eller ud af havnen og siger til sidst til yndlingsmanden - efter jeg har bemærket dette tudende fænomen mange gange - "Gad vide om det er tåget siden færgerne tuder så ofte".

Yndlingsmanden kigger, en anelse åndsfraværende, på mig, flået ud af det univers han ellers lige havde befundet sig i igennem mange sider.

"Er det dét der lyder sådan?"  ..... Jeg aner skepsis i hans stemmeføring og må vise min absolutte suverænitet på dette område og svarer: "Jeg er jo vokset op med den tuden, jeg VED hvordan det lyder!!!"

Kæresten føler sig dog ikke synderligt besejret efter denne min udmelding - efter hans ansigtsudtryk at dømme - og dykker uden videre ned i sit eget univers igen.

Jeg sætter mig, læser videre, og efter et stykke tid er det atter tid til at fodre fyret og idét jeg løfter legemet hører jeg denne tuden endnu en gang. Jeg sætter mig og rejser mig igen og ..... HOV: endnu en tuden i det fjerne. For at blive sikker i min sag placerer jeg liiiiige min popo i stolen en gang til - for blot at rejse mig fluks og dér ..... lige dér lyder en tudende færge igen! Inden der er gået et split-sekund har jeg væltet mig ud over sammenbruddets rand - i krampelatter.

Yndlingsmanden kigger atter undrende og lettere forvirret på mig - sikkert overvejende om jeg har brug for en indlæggelse på røde papirer.

I min hysteriske tilstand fremstammer jeg årsagen til denne min tilstand: den regelmæssige tuden fra havnen var ikke en regelmæssig tuden fra havnen, men blot en løs lænestolsfjeder, der utilfreds gav sig hver gang jeg rejste mig.